Traditioner og kirkeliv

Traditioner og kirkeliv

Holbøl er et almindeligt folkekirkeligt landsogn, som historisk set er præget af, at kirken ligger i et område, som har været en del af det Slesvig-Holstenske hertugdømme samt været underlagt tysk herredømme.
Kirkelivet og de traditioner som knytter sig hertil består både af traditioner som er videregivet gennem generationer, og som det synes utænkeligt at ændre en tøddel, samt af nyere traditioner og tiltag der til stadighed udvikles og fornys. Yderligere bærer kirkelivet præg af vores nære samarbejde med nabosognet Bov.

Klokkeringning

Kirkeklokkerne ringer morgen og aften. I folkemunde siger vi, at solen ringes op og ned. Traditionen med ringningerne går helt tilbage til før middelalderen, hvor der blev bedt 8 tidebønner i døgnet. Morgen og aftenringningen er en rest af denne bønpraksis, og skal minde mennesket om, at dagens arbejde skal begynde og afslutte med bøn og taksigelse.

Kirkeklokkerne ringer også forud for alle kirkelige handlinger og har til formål at minde om gudstjeneste og bøn. Kirkeklokkerne kalder en time, en halv time og fem minutter før gudstjenesten, hvorefter ringningen går over i de 3x3 bedeslag som indleder gudstjenesten.

I Holbøl sogn har vi bibeholdt en gammel tradition for sjæleringning. Formålet med sjæleringningen var oprindeligt at ære og værne den afdødes sjæl. Skikken var udbredt i hele kongeriget. I dag er det en tradition som fortrinsvis holdes i hævd i Sønderjylland

Flaghejsning

Flaget på kirkegården hejses på hel hver søn-og helligdag, når der er højmesse. Langfredag hejses flaget på halv stang.

Flaget hejses desuden, når der er kirkelige handlinger: såsom vielser samt begravelser og bisættelser.

Lys på kirken

Fra første søndag i advent og frem til kyndelmisse er der lys på Holbøl kirke i de mørke morgen og aftentimer.

Kransenedlægning 

Efter Allehelgen gudstjenesten er der kransenedlæggelse i mindelunden, hvor sognets faldne fra 1. Verdenskrig mindes. Der synges ”Altid frejdig”.

Traditioner i forbindelse med kirkelige handlinger

Dåb

Ved dåb gives dåbsbarnet en børnebibel, ligesom kirken for nyligt er begyndt også at give en ”dåbsæske” fremstillet af kirkens strikkedamer. Æsken indeholder ud over dåbsattesten også en dåbsklud, fadderbreve, dåben tegnet af skolebørn og en dåbssalme.

Dødsfald

Når kirken modtager anmeldelsen om dødsfaldet hejses flaget ved kirken på halv stang og der ringes sjælringning med kirkeklokkerne fra kl. 11 til 11.30.

Efter begravelsen/bisættelsen mindes den afdøde fra prædikestolen under den først kommende gudstjeneste.

​Ved gudstjenesten til Allehelgen mindes de der er døde i Hobøl sogn og de som er begravet/bisat fra Holbøl kirke siden sideste Allehelgen. Under gudstjenesten tændes et lys for hver enkelt, ligesom alle navne nævnes fra prædikestolen.

Velsignelse i forbindelse med guldbryllup

I Sønderjylland er der mange steder tradition for en kirkelig velsignelse i forbindelse med guldbryllup. Således kommer der også i Holbøl kirke en del guldbrudepar for at takke for de 50 år sammen samt få Guds velsignelse over deres fortsatte liv sammen.

Guldkonfirmation

På samme måde er fejring af guldkonfirmation en sønderjysk skik, og også i Holbøl kirke er der jævnligt, at et hold konfirmander som mødes i Holbøl kirke for at fejre 50 års jubilæet for deres konfirmation.

Traditioner i forbindelse med højtiderne

Julen

Første søndag i december tændes adventskransen med en flamme af fredslyset båret ind af medlemmer af Sct. Georgs Gilderne.

Gudstjeneste med Lucia-optog med børn fra Grænseegnens Friskole.

Aftengudstjeneste med de 9 læsninger, hvor medlemmer af menigheden står for oplæsningen.

Grænseegnens Friskole, børnehaven og småbørnsgruppen fra Svalen samt byens dagplejere deltager i fælles juleafslutningsgudstjeneste for alle byens børn.

Helligtrekonger

Gudstjeneste med efterfølgende kirkefrokost. Værtskabet går på skift mellem Holbøl, Kollund og Bov kirker.

Påsken

I 2019 er der gudstjeneste alle dage i påsken. 

Særgudstjenester

Byfestgudstjeneste

I forbindelse med den årlige byfest og ringridning i Holbøl fejres søndagens gudstjeneste i byfestteltet. Inden gudstjenesten er der fælles morgenmad.

Skolestart-gudstjeneste

Skoleåret begynder for Grænseegnens Friskole i Holbøl kirke, hvor børn, forældre, bedsteforældre, lærere og øvrige interesserede i byen mødes og fejrer gudstjeneste. Efter gudstjeneste sendes 150 helium til vejrs med ønsket om et velsignet skoleår.

Høstgudstjeneste

Afholdes sidste søndag i september, hvor vi deltager i ”Fyld Danmarks kirker”. Kirken pyntes af medlemmer af menigheden, ligesom indbyggerne fra Hønsnap kommer ”standsmæssigt” kørende på veterantraktor.

Allehelgen

Ved gudstjenesten til Allehelgen mindes de der siden sidste Allehelgen er døde i Hobøl sogn eller som er begravet/bisat fra Holbøl kirke. Under gudstjenesten tændes et lys for hver enkelt, ligesom alle navne nævnes fra prædikestolen. Efter gudstjenesten er der kransenedlæggelse i mindelunden, hvor sognets faldne fra 1. Verdenskrig mindes. Der synges ”Altid frejdig”.

Temagudstjenester

Året i gennem afholdes aftengudstjenester med fokus på musik og ofte med et sammenhængende indhold. Eksempelvis tro, håb og kærlighed. Årstidens salmer og sange.

Børne- og familiegudstjenester

Der afholdes jævnligt børne og/eller familiegudstjenester. Form og indhold spænder fra klassevis besøg fra skole og børnehave til familiegudstjeneste med fælles spisning på Holbøl landbohjem.

Andre arrangementer

Koncerter

I Holbøl kirke afholdes en del koncerter, hvor kirkens egen organist spiller samt også koncerter med solister og ensembler udefra. Koncerterne er som udgangspunkt gratis.

Salmesang

I løbet af foråret 2019 vil der være mulighed for at mødes i kirken og synge salmerne til søndagens gudstjeneste rsammen med organist Hanne Hokkerup. Se datoer i kalenderen. 

Foredrag

Kirken afholder 2-3 årlige foredrag med både med en bred vifte af foredragsholdere. I forbindelse med foredrag, som ikke har direkte tilknytning til kirke/ kristendom, indledes med en andagt i kirken, som knytter an til det emne, der skal tales om. Foredragene foregår på Holbøl Landbohjem og er som udgangspunkt gratis at deltage i. Dog betales der for kaffe og kage.

Menighedsudflugt

Der afholdes en årlig udflugt for menigheden til rimelig pris.

Strikkecafé

Siden foråret 2017 er flittige og kreative damer mødtes i konfirmandstuen en gang månedligt. I starten blev der strikket og hæklet dåbsklude, hvilket dog hurtigt udviklede sig til andre kreative projekter til brug i kirken.

   Året der gik 2021