- minde over “julemærkets fader”.

Som navnet, Einar Holbøll,  siger stammede hans slægt fra Holbøl, hvor rødderne går helt tilbage til 1600-tallet. Selv blev Einar Holbøll født i København. Som ganske ung stod han til søs på ”Fregatten Jylland”, siden sejlede han som matros og kom på navigationsskole. Som 19-årig fik han gigtfeber, hvilket førte til, at han blev farveblind og derfor ikke kunne fortsætte sin karriere inden for søfarten.  I stedet blev han ansat ved postvæsnet, hvor han gjorde lynkarriere og blev i 1905 postmester i Gentofte og siden i Charlottenlund.

Idéen til julemærket fik Einar Holbøll ved juletid i 1903, da han arbejdede som postekspedient på Købmagergades Postkontor i København. P.ga de mange julekort der blev sendt af sted, var postmængden enorm, og han tænkte, at man med en frivillig ekstraporto på al jule og nytårspost kunne samle mange penge ind til hjælp for syge og nødlidende børn. I efteråret 1904 fik han samlet en lille flok fra samfundets top i en julemærkekomité.

Verdens første julemærke, til en pris af 2 øre, gik i handlen 10. december 1904. Indtægterne fra julemærkesalget blev i første omgang brugt til gavn for børn, der var ramt af tuberkulose, senere blev hjælpen udvidet til også at hjælpe børn der led af andre sygdomme samt af underernæring.  I 1911 blev et stort julemærkesanatorium taget i brug ved Kolding Fjord og siden fulgte flere såkaldte julemærkehjem.

I dag hjælper de fire tilbageværende julemærkehjem børn mellem 6 og 14 år, der lever en hverdag med mobning, ensomhed og lavt selvværd.  Ét af hjemmene, ”Fjordmark”, ligger i Kollund ved Flensborg Fjord, få kilometer fra Holbøl.

På trods af at Holbøll slægten var flyttet fra området vedblev den at føle en stærk tilknytning til området. På Holbøl Landbohjem, i Storesalen, hænger i glasramme et Dannebrogsflag, som Holbøll- slægten skænkede Holbøl efter genforeningen i 1920..

Motivet på stenen er julemærket fra 1940, og forestiller en due med et olivenblad i næbbet. Et stærkt symbol på, at der er håb, også når det ser sortest ud.
 

Initiativet til at få Holbøll-stenen rejst er taget af Frederik Schmidt, mens Holbøl menighedsråd har stået for financieringen. Stenen er udarbejdet af den lokale stenhugger Peter Ehlert.

Stenen blev indviet søndag den 11. marts 2012