Fugl Phoenix på sin forunderlige vandring over korbuen

Over korbuen på sydsiden ved prædikestolen ses en fugl. Ingen ved det vist med sikkerhed, men formentlig er det fugl Phoenix som er afbilledet.
Rigtig mange kirkegængere og besøgende i Holbøl kirke bemærker fuglen. Det er som om, den ikke helt passer ind der på sin vandring over korbuen. Men det til trods er det en udsmykning, som mange ville savne, hvis den pludselig forsvandt fra vores kirke. Et evigt tilbagevenden spørgsmål fra konfirmanderne lyder da også: “Hvad er det for en fugl…..”?
Fugl Phoenix er en sagn-fugl, der – altså i følge et græsk sagn – lever i 1000 år og viser sig i Egypten med 500 års mellemrum. Når den er blevet gammel, opbrænder den sig selv i sin rede, men af asken opstår den igen. Fugl Phoenix er et symbol uddødelighed og bliver også brugt som symbol på genopstandelsen og liv efter døden. Phoenniks-fuglen er ikke beskrevet i Bibelen, men den er nævnt i Jobs Bog kapitel 29 vers 18, hvor den ulykkesramte Job siger: “Jeg tænkte, at jeg skulle dø i min rede og leve længe som fugl Føniks.”
I 2016 har Camilla Kaastrup Hansen, praktikant hos dekoprint i Padborg, rentegnet og givet nyt liv til fugl Phoenix, således vi nu også har mulighed for at bruge den som kirkens vartegn i forbindelsemed annoncering osv. 
I 2017 designede Guldsmed Rie Meyer, Padborg årets konfirmandgave; et smukt vedhæng til et armbånd inspireret af Fugl Phoenix.