Ritualet

Hvis man er blevet borgerligt viet på rådhuset, har man mulighed for at blive velsignet i kirken.
Velsignelsen minder meget om en kirkelig vielse – eneste forskel er, at præsten ikke spørger om I vil have hinanden, for det har I jo allerede! Ceremonien forløber med bønner, salmer, bibellæsninger, en tale og selve velsignelsen. – Og handler om kristen tro, håb og kærlighed. Vi takker for den kærlighed, vi har mødt gennem hele livet. – Og taler om tilgivelse, pligt, troskab, barmhjertelighed og om kærligheden som en gave. I velsignelsen får brudeparret en styrke fra Gud, som er dén, der er større end os selv og vores kærlighed. Gud er kærlighed.

Velsignelse i forbindelse med guldbryllup

I Sønderjylland er der mange steder tradition for en kirkelig velsignelse i forbindelse med guldbryllup.
Således kommer der også i Holbøl kirke en del guldbrudepar med deres venner og familie for at takke for de 50 år sammen samt få Guds velsignelse over deres fortsatte liv sammen. Det plejer at være en utrolig festlig og højtidelig dag, for der er bestemt meget at takke for og forundres over, når man har levet sammen som ægtepar i et halvt århundrede.

Aftale om velsignelse

Aftale om velsignelse i Holbøl kirke sker ved henvendelse til sognepræsten. Ved henvendelsen aftales tidspunkt for velsignelsen samt tales kort om de praktiske ting, der går forud. Yderligere aftales tidspunkt for en personlig samtale.

Personlig Samtale

Nogen tid før den kirkelige velsignelse mødes brudeparret/guldbrudeparret med præsten, hvor ceremonien gennemgås og hvor der tales om de ting, der rører sig i livet.
Kirkelig velsignelse af et borgeligt indgået ægteskab forløber på mange måder som en vielse, og samtalen forud for den kirkelige handling omhandler derfor som regel også de samme emner. Se eventuelt under vielse.
Samtalen forud for velsignelse af et guldbrudepar drejer sig som oftest om de forudgående 50 år – om brylluppet, om op- og nedture, om lykke og svære tider, om familie og venner og om taknemmelighed. Her bliver vigtigheden af Paulus ord tydelig – de ord, der bliver læst til enhver kirkelig vielse: “Bær hinandens byrder; således opfylder I Kristi lov. Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd.”

Det praktiske

Hvis I ønsker en kirkelig velsignelse af et borgerligt indgået ægteskab skal I, i god tid inden den kirkelige handling, aflevere kopi af den borgerlige vielsesattest til kirkekontoret i Bov.