Fra vugge til grav

 

“Slægters fodtrin lyder mod os op igennem glemte år,
danse-lette eller tunge, som de følte deres kår,
når de andagtsfulde kom med deres små til livets Gud,
når de knuede af sorgen bar de kære døde ud.
Her har dagen evighed,
her har kærlighed sit sted,
hvor Guds søn er sammen med os under Helligåndens fred,
og da føler vi en stund,
at vi står på hellig grund,
og at livets mening lyder fra vor skabers egen mund.”

Lars Busk Sørensen 1990. Nr. 331 i Den Danske Salmebog

 

Klokkerne kalder til gudstjeneste, lyset i kirken tændes, der sættes varme på og alteret smykkes med blomster. De levende lys tændes, salmenumrene hænges op på tavlen, og langsomt begynder folk at strømme ind i kirken. Nogle kommer alene, andre i følgeskab med familie eller venner. Nogle har brug for tid til fordybelse, stilhed og tid til egne tanker, mens andre sætter større pris på samværet og præstens ord. Bedeslagene lyder og organisten starter sit smukke præludium…
Sådan er det hver gang, vi fejrer gudstjeneste sammen, uanset om det er til en almindelig gudstjeneste, eller om det er til en af de store begivenheder i livet, hvor kirken spiller en afgørende rolle – og sådan har det været i mange generationer. Når der er noget på færde, kommer vi til kirken. Når livet er for stort til at bære alene. Når vi kommer med det dyrebareste vi har, vores børn, og lægger dem i Guds hænder. Når vi står på tærsklen til voksenlivet og får Guds bekræftelse på at Han altid er med os. Når vi med svulmende hjerte siger et højt og tydeligt “Ja” til at ville elske og ære vores udkårne. Når vi med tunge skridt kommer for at tage afsked med et elsket menneske. Så kommer vi til kirken.