Udgivet af Anonym, tor d. 17. aug 2017, kl. 14:00

En anekdote fortæller, at Martin Luther engang blev spurgt: ”Hvad ville du gøre, hvis du fik at vide, at verden gik under i morgen? ” Han svarede: ”Så ville jeg plante et æbletræ i dag.” Det er nemt at miste modet, men som kristen kan vi vælge håbet og kærligheden til skaberværket og plante et træ. Den tanke har menighedsrådet taget op og besluttet at hvert konfirmandhold fremover må plante et træ. Planen er, at konfirmandholdet der blev konfirmeret i foråret og det nye konfirmandhold efter gudstjenesten den 10. september kl. 10 må plante et træ. Området mellem præstegården og skolen vil således fremover kunne blive til en lille ”Konfirmandlund”, der ikke alene vil knytte forbindelsen mellem skolen og kirken, men også fremover minde konfirmanderne om deres konfirmation i Holbøl kirke. Menigheden er naturligvis velkommen til at deltage, når de første træer plantes efter gudstjenesten kl. 10 den 10. september.

Kategorier Nyheder